På vej mod en ny verden

Jeg er glad for at være født i Danmark. I en kristen kulturkreds og med Grundvig som mit store forbillede. Det er dejligt at være født i et fredeligt land uden oversvømmelser, jordskælv, tornadoer og vulkanudbrud. Det er rart at kunne sproget og så skønner jeg på ikke at være mentalt eller fysisk handicappet.
Det kunne da nemt have været anderledes. Vi er over 6 mia. mennesker og statistisk ville der da være større sandsynlighed for at jeg var blevet født i et fattigere og mere uroligt land.
Jeg kunne være blevet født i Tyrkiet og være vokset op i en muslimsk kulturkreds. Så var det de vilkår jeg måtte betragte som givne. Jeg kunne være født ind i en håbløs forarmet familie syd for Sahara og have mange drømme der bare slet ikke ville kunne realiseres. Jeg kunne være født ind i en højlands bondefamilie i Bolivia hvor det var naturkræfterne jeg tilbad. Jeg kunne være født som multihandicapet og være bundet til en kørestol hele mit liv.
Det er i den grad tilfældighederne der spiller ind når vi tænker efter på hvorfor vi fysisk og mentalt er hvor vi er.
Alligevel optræder vi som om at netop det vi er født ind i og det vi præges af er den eneste sandhed. Vi magter tilsyneladende ikke at tænke tanken: Det kunne have været mig når vi ser en pakistaner der står med vand til halsen eller en haitianer hvor huset lige en styrtet i grus og 4 af familiemedlemmerne er mast ihjel, eller en roma født ind i evig landflygtighed. Jeg er bare helt tilfældigt født på andre mere fredelige breddegrader.

Vi hverken kan eller skal tage alverdens lidelser på os. Det kommer der ikke noget godt ud af.
Alligevel er det klogt ydmygt at tænke tanken: Ville jeg hvis jeg var født i Pakistan stadig mene at kristendom var den mest humane og civiliserede religion? Ville jeg hvis jeg var født i en fattig landsby i Kina mene at den personlige frihed var det vigtigste af alle goder? Ville ytringsfrihed være ufravigelig hvis hele min familie kæmpede med malaria i Uganda? Verden ser forskellig ud afhængig af hvorfra vi beskuer den. Det kan vi nogen gange have svært ved at forstå.

Teoretisk har vi svært ved at forklare hvorfor vi fra den rige vestlige kristne kulturkreds er resten af verden overlegen – men i praksis mener vi det. Vi har i hvert fald svært ved at sige til f.eks. til en muslim ”Din tro kan være lige så god som min. Det er jo tilfældigheder der gør hvad vi er vokset op med. Jeg kunne jo ligeså godt være vokset op i en forstad til Cairo”.

Det er godt at vi identificerer os med det sted vi er vokset op. Det giver os tryghed og forankring. Det giver os mulighed for at være udadvendte og at handle, men det burde også give os udsyn og overskud til at forstå at andre har behov for de samme grundvilkår – uanset at de vokser op helt andre steder.

Vi er alle et. Små myrer på den samme levende jordklode. Vi er i virkeligheden utroligt ens når vi kommer dybt ind bag alt panseret. Vi ønsker det gode for vores nærmeste, en tryg fremtid for vores børn, fred og fordragelighed med vore omgivelser. Vi bryder os ikke om uvenskab og konflikt. Vi kan ikke lide at slå nogen ihjel. Det gælder som hovedregel for alle mennesker – uanset hvor på kloden vi måtte være vokset op.

Vi skal øve os i at gå på begge ben. Den lokale forankring i forståelse for at andre har præcis de samme behov, men helt andre vilkår at håndtere dem i. Andre guder, anden kultur og tradition, andre materielle betingelser – men præcis den samme tørst på livet og glæde ved de små ting i livet.

Det er svært at skulle erkende det, men al forandring i en stadig mere rå og umenneskelig verden begynder med os selv og de billeder vi danner os. Øvelsen for os alle er at tænke ”Hvis jeg var født et andet sted på denne klode så havde jeg set anderledes på det hele!”

Det er når vi er i krise vi skal tænke nyt. Vi må ikke forsømme en god krise til at få noget godt ud af den.
Vi har en krise nu, der er tilpas stor til at vi har basis for at tænke nyt: finanskrise, klimakrise, fordelingskrise, råstofskrise, sundhedskrise, spirituel krise, utryghedskrise – alt sammen kan det sammenfattes til at være en livsstilskrise. Vores måde at leve på er under pres. Stadig flere af os kommer i tvivl. Hvor er vi på vej hen? Hvad vil vi med vores liv? Er der for mange tomme kalorier i vores liv?

Det er nu der er lydhørhed for nye synspunkter for en livsstil, der imødekommer de svagheder, vi oplever i vort nuværende liv.
Mit udgangspunkt er at vi skal tage afsæt i de dele af vort land der er mest under pres – ”udkantsdanmark” – Mulighedernes land. Her vil der være størst forståelse for nytænkning i stil med det vi ser på Samsø: Vi-kan-selv tankegangen. Her har de formået at sikre øens totale selvforsyning af energi.
Det kan man også gøre andre steder og man behøves ikke være en ø for at det kan ske. Man skal bare være et klart defineret bysamfund, der ikke længere gider se på at alt åbenbart skal centraliseres og foregå i de store centre.

Vi kan selv og tiden arbejder for os:

I takt med at den fossile energi (primært olien) bliver mere knap og dyr vil der – som under oliekrisen – være basis for at der kommer gang i lokale vindmøllelaug, flere solceller, biogasanlæg, flere energibesparende initiativer. Her er der muligheder for lokale fællesskaber som vi kendte dem i andelsbevægelsernes tid.
Det vil også være den stigende pris på energi og gødning, der gør at interessen for at forsyne sig med egne fødevarer bliver øget. Enten ved selv at dyrke grøntsager, gå sammen i kogræsserlaug hvor flere kalve og lam afgræsser et areal og derefter slagtes, selv have bier eller høns, eller ved at få lavet aftaler med lokale gartnere og landmænd om at aftage kød og grøntsager.

Som råstofpriserne stiger og det bliver dyrere at komme af med affaldet vil det også blive mere og mere oplagt at der etableres reparationsværksteder og genbrugssteder. Arbejdsløsheden forsvinder ikke lige med det samme. Her vil der være muligheder for visionære jobprojekter, der har et øget fokus på reparation og genbrug. Håndværksmæssig opkvalificering og samtidig lokal nytte.

Det må være et mål i sig selv for et lokalsamfund at stadig flere af dets borgere arbejder lokalt. Det betyder mindre transportslid og mere liv i lokalsamfundet. Vores digitaliserede nutid giver f.eks. nye muligheder for lokale arbejdspladser – hjemmearbejdspladser, hvor medarbejderen en eller flere dage kan arbejde hjemmefra med firmacomputeren, computerteknologien giver i det hele taget mulighed for at man kan have små virksomheder der, via postordre eller digital post, leverer varer videre til kunder over hele kloden. Mulighederne for lokale arbejdspladser er slet ikke udtømt.

Vender vi for alvor blikket mod de muligheder der er i et styrket lokalsamfund vil vi få åbnet op for en stadig stigende kaskade af ideer der er uden grænser. Vi kan f.eks. have et mål om at stadig mere vand skal forblive i lokalsamfundet. Det kan ske ved at der kommer flere lokale nedsivningsanlæg eller små søer for regnvand, at der etableres flere regnvandsanlæg hvorefter regnvandet genanvendes til toiletskyl og tøjvask, at der komme beplantning på tagene og at regnvandet således forsinkes.

Vi kan lave lokale plante-træ aktioner således at der f.eks. plantes flere nyttetræer som nødder og blommer.
I takt med at der gennemføres aktiviteter, der alle har afsæt i mulighedernes lokalsamfund, vil der være basis for øget kulturel aktivitet. Det kunne f.eks. være et lokalt marked hvor der sælges lokalt producerede fødevarer o.l. Det kunne også være en lokalhistorisk dag hvor netop dette byområdes historiske selvforsyning belyses. Hvad findes der af lokale kunstnere der har lyst til at præsentere sig. Fantasien sætter grænserne.

Små og større skridt vil have en positiv effekt. I første omgang måske en symbolsk effekt, men det helt centrale er at de små samfund viser at vi godt kan tage skeen i egen hånd og ikke vil afvente at der er nogen udefra der støtter os.

Der er virkelig tale om mulighedernes land hvis vi – modsat den herskende tendens – arbejder for at styrke de rigtig mange potentialer der er gemt i lokalsamfundet.

Knud Anker Iversen er daglig leder i Miljø- og energicentret i Høje-Taastrup og her er de i gang med at høste erfaringer med hvordan man kan støtte en proces i et afgrænset byområde – Hedehusene.

Forestil dig en 80 årig mand der har brugt hele sit liv på at spare penge op til sit barnebarn. Han får sparet 100 mio. kr sammen og giver dem så til barnebarnet.
Dagen efter er alle pengene brugt – ødslet væk.
Man kan godt forestille sig at manden bliver lidt ærgerlig. Så lang tid om at spare så meget op og så kort tid hvor det hele er væk igen.

Sådan er det også med vores jordklode. Den har brugt 1 mill. år på at spare den fossile energi op som vi bruger på 1 år – ødslet væk som om der var uendelige mængder. Vi bruger ca. 9 mia. ton olie, kul og gas pr år og det stiger stadig. Det har taget jordkloden ca. 500 mio. år at spare den samlede mængde fossil energi op som vi gør kraftigt indhug i.
Jordkloden kan ikke – som den gamle mand heller ikke kan – bare starte forfra på en ny opsparing.
Det er et spørgsmål om tid så er opsparingen brugt op.

Vi er ikke klar over dramatikken: Allerede i dag er den mængde ny olie, der opdages, slet ikke på højde med den mængde olie der bruges, og der går formodentlig kun ganske få år før produktionen af olie direkte falder. Det vi kalder ”peak oil”. Olieproduktionen når sit toppunkt hvorefter det – med forskellige udsving – går nedad. Den mængde energi, der skal bruges på at udvinde de stadig mere util¬gæn¬gelige oliemængder er samtidig for opadgående.

Vi er ikke klar over dramatikken. Det kommer snigende. Oliepriserne har en stigende tendens, men vi opfatter det ikke med stor dramatik. De falder jo også.

En ting skal vi bare være opmærksomme på: Hvis man kører i bil, så sker der først noget, når tanken er næsten tom – 1-2 liter tilbage i tanken. Vi kan så bruge reservedunken eller skubbe bilen til nærmeste servicestation, og få tanket op.
Sådan er det ikke med olieproduktionen. Der vil altid være olie i undergrunden, men dramatikken opstår allerede når ca. 50% af oliemængderne er pumpet op. Så stiger priserne for alvor. Pludselig går det altså stærkt og så er det klogt at være forberedt.

En olieprisstigning hvor f.eks. benzinpriserne nærmer sig 30-40 kr literen eller mere. Det vil få dramatiske effekter på hele samfundslivet.

Der vil blive vendt op og ned på alt.

Her skal nævnes et par eksempler.

I dag centraliserer vi fortsat hospitaler, indkøbscentre, skoler, politi m.v. Det er sket i den billige transports tidsalder. Her er ikke planlagt med at transportudgifter markant vil stige.
Skal vi – uanset transportform – bruge 3-4 gange så mange penge på transportudgiften vil vi gøre alt hvad vi kan for at undgå den lange transport. Det vil blive stadig mere attraktivt med lokale løsninger. De samfund, der indretter sig på at vi ikke skal langt for at få håndteret hverdagens udfordringer, vil være de, der klarer sig bedst i det lange løb.

Et andet eksempel er vores fødevarer. Fødevarer, der hentes langt væk fra, vil blive markant dyrere udelukkende p. g. a. energiprisernes himmelflugt. Det vil blive dyrere at dyrke og det bliver dyrere jo længere varerne skal transporteres. Der vil altså være markant forskel på hvorvidt jordbærene er dyrket i nabolaget eller er hentet 500 km sydpå – uanset transportform. At kunstgødning er ekstremt energikrævende og at fosfat – som olien – er en udtømmelig ressource, underbygger blot dette forhold.

Heldigvis har vi mennesker en ressource som er uudtømmelig. Vi har en kreativitet, iderigdom og evne til at finde løsninger, når det endelig gælder. Vi skal bare have ryggen op mod muren.

Bevidstheden omkring vores dramatiske situation har hidtil haft fokus på klimaproblematikken. Bestemt med god grund. CO2-udslippet og den deraf følgende drivhuseffekt har uoverskuelige effekter, som vi ikke kender omfanget af. Vi ved dog at menneskets brug af fossil energi er den væsentligste faktor i dannelsen af drivhuseffekten.
Skulle vi endelig tvivle, kan vi i hvert fald ikke være i tvivl, om at der er grænser for hvor længe vi kan blive ved med at tømme kloden for fossil energi.
Løsningen er – uanset vi har fokus på drivhuseffekten eller de knappe ressourcer – at begrænse forbruget og så ellers styrke de vedvarende energikilder.
Bestræbelsen på at blive uafhængig af fossil energi er nemmere at handle på, end frygten for drivhuseffekten.

Når det gælder omlægning til stadig mindre fossil energi og styrkelse af lokalsamfundene ser det ud til at en række engelske bysamfund går i spidsen. Ca. 200 større og mindre bysamfund i England og 13 andre lande, er i fuld sving med denne omstilling – de såkaldte transition towns.

Her arbejder man konstruktivt og nærværende med at afdække lokalsamfundets potentialer: Hvilke muligheder har vi allerede nu for at iværksætte vores afvikling af den fossile energi. Det gælder f.eks. muligheder for i stigende omfang at dyrke fødevarer selv, lokalt dyrehold, lokal energiproduktion, lokal samproduktion således at affald et sted kan bruges som ressource et andet sted, lokal finansiering osv. Alle generationer og etniske grupper i spil i et forsvar for lokalsamfundet.
Der er åbnet op for den konstruktive iderigdom, der giver lokalsamfundene en egen identitet og mod på fremtiden. Det at man i stigende omfang får noget lokalt at stå sammen om har en række afledte, ikke forudsete, effekter – f.eks. stærkere kulturliv, mindre kriminalitet, færre psykiske lidelser o.l.

Vi må se i øjnene at det er i det lokale nybruddet skal ske. Det er os derude i de store og små bysamfund, der skal vise at et leveniveau med lavere ressourceforbrug faktisk er yderst attraktivt og har en lang række kvaliteter, som den fortsatte olieafhængighed ikke har.

Alternativet til den dramatiske ødslen med jordens opsparing bliver stadig mere bydende nødvendig – men faktisk også utroligt spændende.

PS. Der er også i Danmark spæde ansatser til omstillingsbyer. Man kan f.eks. læse om initiativerne på http://www.netvibes.com/TTiDK#Transition_Town.

Den væsentligste konflikt vi står midt i her ved indgange til et nyt årti er en kulturkamp. Der er to sider: den eksklusive kultur og den inklusive.
Det er den eksklusive kultur, der hidtil har ført an. Den eksklusive kultur er den der feterer det, der adskiller os. Det der synligt viser vores eksklusivitet, vores rigdom, vores individualitet. Det er også den kultur, der hele tiden mestrer at finde det udenfor for selv, som vi adskiller os fra. Os de gode. De andre: de onde. Det er den eksklusive kultur der altid vil kæmpe for højere straffe til de der ikke kan rette ind. men som stjæler, myrder og snyder. Den eksklusive kultur vil altid have behov for en syndebud. Det kan være jøder, invalidepensionister, muslimer – syndebukkene skifter med tiden. Den eksklusive kultur vil altid have behov for et synligt måleredskab, jo mere rig, jo bedre, jo dygtigere på prestigegivende felter, jo mere beundringsværdig.
Endelig har den eksklusive kultur behov for ikoner. Mennesker som er eftertragtelsesværdige og beundringsværdige. Mennesker som vi kan spejle os i og hvis liv vi kan drømme os til. Velvidende at alle er vi hele mennesker med mørke og lyse sider.

Den inklusive kultur er kun i sin vorden hjulpet frem af presserende ydre omstændigheder som klimakrise, finanskrise, råstofskrise, fattigdomskrise.
Disse kriser, der stiller et grundlæggende spørgsmålstegn ved vores måde at leve på og tvinger os til at gøre valg. Som samfund skal vi for alvor i gang med at vælge: skal vi ud af den økonomiske krise ved at sprøjte flere penge ud til privatforbrug så vi kan efterspørge flere varer og således få gang i hjulene? Sådan plejer vi jo at gøre når samfundsøkonomien skal reguleres, men her kommer de globale kriser som fattigdomskrisen, klimakrisen og krisen der opstår når vi for alvor bliver klar over konsekvensen af at ressourcerne (specielt olien) er udtømmelig.
Vi kan ikke bare gøre som vi plejer. Det får dramatiske konsekvenser for vores kultur.
Vi gør jo ikke, som politikerne siger vi skal. Vi sparer penge op og køber slet ikke ind i de mængder som den øgede pengemængde i cirkulation ellers lægger op til.
Men vi famler. Hvad skal vi hige efter, hvis ikke vi skal hige efter øget rigdom, nye materielle værdier?

Vi skal hige efter en ny kultur. Den ny kultur er den inklusive. Den der giver os mere tid med vores nærmeste, som dyrker fordybelsen – glæden ved bare at være i nuet. Den ny kultur skal vi– sammen med andre – i gang med at definere. Det kan f.eks. være at rette et større fokus på selvforsyningen. Vi og vores naboers evne til i stigende grad at kunne skaffe de fødevarer og den energi som vi ved – med ressourceknapheden – vil blive et problem. I England er man langt fremme med Transitions Towns. Mere end 200 overgangsbyer hvor stadig flere indbyggere er dedikerede med at hjælpe hinanden og lokalsamfundet til i fællesskab at klare sig uden olie. F.eks. ved at dyrke stadig flere grøntsager og ved at etablere vedvarende energi i stigende mængder.
I fremtidens kultur vil vi blive nød til at tage stilling til hvorvidt det er hensigtsmæssigt, nyttigt at arbejde meget og tjene rigtig mange penge, og således fravælge familielivets nærvær. Vi kan ikke både være nærværende og samtidig bruge rigtig meget tid på at tjenes penge (inklusiv lang transport). Her kan et naturligt loft for hvad vi egentlig kan bruge de mange penge til være udslagsgivende. Således er der ”risiko” for at stadig flere vil vælge nedsat tid, hjemmearbejde, at den ene bliver hjemme ved børnene – ligesom der vil være flere af de, der ufrivilligt er blevet arbejdsløse, der gør en dyd ud af nødvendigheden. I stedet for at skrive 4 ugentlige og nyttesløse ansøgninger, så at bruge tiden på at dyrke haven, idrætslivet og lokalsamfundet.

Klima- og ressourcekrisen tvinger os til at begrænse vores overforbrug. Vi skal f.eks. finde ud af hvordan vi kan få en meningsfuld hverdag uden at skulle have kød hver dag. Kloden kan ikke bære det. Kødforbruget – specielt bøfferne – afstedfører fælding af regnskove og at dramatisk store arealer reserveres til føde til dyrene frem for at mætte den milliard mennesker der lever på sultegrænsen. Også her vil vi kunne trække på hinanden, inspirere og opmuntre, give smagsprøver, lægge gode opskrifter på nettet. Det vil igen være den inklusive kultur der vinder, da den har såvel et bud på en kvalitativ hverdag for den enkelte samtidig med at klodens velbefindende er med i overvejelserne.

Den inklusive kultur har ikke behovet for at fastholde ”dem og os”-tankegangen. F.eks. vil definitionen af retsbevidsthed ændre sig. Hvor den eksklusive kultur taler for lange, hårde og konsekvente straffe vil den inklusive kultur lægge vægten et andet sted: forbrydelsen skal ikke gentages. Der skal en hurtig reaktion til. Konsekvensen af hjemmerøveriet skal udmøntes umiddelbart efter domsafsigelsen. Frihedsberøvelse kombineret med uddannelse lige efter dommen. Til gengæld er der ikke behov for en lang indespærring i fængsler som vi ved at højere læreanstalter for kriminalitet. Vi vil blive nød til at omtænke retsfølelsen væk fra hævnmotivet og over til at vi hjælper hinanden ud af kriminelle løbebaner.

Det samme gælder forholdet til flygtninge og indvandrere. Jo mere vi ser på dem som en potentiel trussel mod vores tryghed, jo mere bliver de det vi gør dem til. Deres eksklusivitet bliver det parallelsamfund som vores statsminister advarede imod i sin nytårstale.
I stedet skal vi fokusere på de ressourcer de har. F.eks. at de har ungdommen i sig og hver især kan de noget – det er værdifuld ressource i et samfund der i stigende grad må se i øjnene at omfanget af ældre uden for arbejdsmarkedet stiger samtidig med at kredsen af unge der kan forsørge dem falder.

Vi står med 10-erne på tærsklen til et utrolig spændende tiår der vil være markant anderledes end det vi lige har sagt farvel til. Det vil – ihukommende det just overståede miljøtopmøde – være fyldt med modsætninger.
Det er ud af en konstruktiv tilgang til modsætningerne vi vil blive klogere og kunne skabe den nye kultur, der for alvor vil kunne håndtere de dramatisk store udfordringer tiden er så fyldt med.

Knud Anker Iversen

Olien slipper op. Det ved vi alle. Det der kun et spørgsmål om hvor hurtigt det går. Vores samfund er baseret på olie og øvrige begrænsede ikke-fornybare ressourcer. De samfund der hurtigst muligt indretter sig efter disse realiteter vil klare sig bedst. De vil være fremtidens samfund.

Fremtidens samfund – i den rige del af verden – er ikke baseret på øget forbrug. Vi er i en finanskrise og har brug for – netop a.h.t. ressourcerne og klimaet – at famle os frem til andre løsninger på arbejdsløsheden end blot at øge forbruget. Det gør vi bedst ved at have stærkere fokus meningsfuldheden i nærsamfundet.

Der er med bekymringen for klimaet en gryende forståelse for at der skal gøres noget, og at problemet er for alvorligt til at vi bare kan overdrage løsningen til politikerne.

Det skal – som andelsbevægelsen i sin tid – starte ved at vi almindelige små mennesker organiserer os.

Dybt i den danske folkesjæl ligger Grundtvig og med ham dannelse og fællesskab: andelsmejerier, slagterier, brugsforeninger, højskoler, forsamlingshuse det nære fællesskab hvor vi har fokus på hvordan vi kan hjælpe hinanden, få større livskvalitet og samtidig blive klogere på livet.

Det var i kølvandet på den store krise med tabet af 1/3-del af Jylland i 1864 der opstod en imponerende virkelyst på ”indadtil at vinde hvad udadtil var blevet tabt”. Krisen blev brugt til noget imponerende positivt som gav det danske samfund er kolossalt løft – kulturelt og økonomisk.

Denne del af vores kultur har gennem længere tid været på retræte overtaget af mastodonter. I praksis nedlæggelse af andelsselskaberne og dannelse af store slagterifusioner, mejerier, COOP osv. En centralisering vi har set gå igen overalt i sygehussektoren, det kommunale demokrati, i det øvrige erhvervsliv osv.

Vi ligger nu igen i skyggen af en krise som ikke bare manifesterer sig som en finanskrise, men også som en klimakrise og en ressourcekrise. Vores samlede tilværelse er under pres. Mastodonterne kan vise sig at være kolosser på lerfødder.

Jeg tror vi skal med vores kulturelle arv in mente ”igen skal vinde ind hvad vi udadtil er ved at tabe”. Vi skal gå sammen om at løse problemer som individuelt kan virke uoverskuelige, men som, hvis vi hjælpes, kan lykkes.

Afsættet skal være økonomi og dannelse. På samme måde som de første brugsforeninger havde et dobbelt mål: vi hjælper hinanden med at få skaffet dagligvarer til en anstændig pris og vi sikrer at vi samtidig bliver oplyst om hvad varerne er sammensat af og hvor næringsrige de er.

I 2009 er overskriften en anden: der er klima-, ressource- og finanskrise. Samlet set en livsstils-krise. Det er under den trussel vi skal gå sammen.

Afsættet skal være lokalsamfundet, geografisk afgrænset med 250 til 5000 husstande, som i en eller anden grad kan definere sig enten i forhold til et fælles center eller fælles problematik. Det fælles center kan være et indkøbscenter eller torveplads. Den fælles problematik kan være at boligerne alle har en alder således at man med fordel kan gå sammen om at sikre en energirenovering. Det kan også være et særligt ønske om større tryghed. Der er mange tilgange.

For nemheds skyld kalder vi den fælles organisering for en klimaforening. Det er begrundet i to ting:

1) at klimatruslen er det der for alvor får os til at rykke sammen selvom udtrykket ikke helt dækker den ændrede livsstil som dybest set må blive resultatet af vore fælles anstrengelser.

2) klimaet mellem vi mennesker er generelt køligt. Et fælles mål: en fælles ”fjende” vil styrke det mellemmenneskelige klima.

En klimaforening kan være afsæt for rigtig mange initiativer defineret ud fra de lokale vilkår. I det følgende blot nævnt nogle oplagte:

- fælles bestræbelser på at finde kvalificerede og økonomisk overkommelige løsninger m.h.t. renovering af boligen (udskiftning af ruder/vinduer, isolering, anskaffelse af lavenergi-udstyr, m.v.)

- fremskaffelse af fødevarer der har kort transportvej og som er årstidsbestemt.

- samlet indsats for at gøre området mere trygt at færdes i nabohjælp, ”natteravne”

- hjælpe hinanden til mere fremtidssikrede transportformer.

- større grad af lokalt fællesskab baseret på fællesspisning.

- vugge til vugge produktion (affaldet nyttiggøres i ny sammenhæng)

- lokalt genbrug med afsæt i afholdelse af loppemarkeder o.l.

- adoption af venskabsby/initiativ i den 3. verden

- kriminalpræventive initiativer i samarbejde med lokal klub, skole o.l.

- forskønnelsesindsats – hvordan kan vi ved træplantning, fjernelse af graffiti o.l. gøre vores område mere attraktivt.

- lokal historie gruppe (hvad er vores områdes historie?)

Her i 2009 er andre længere fremme end vi er i Danmark med disse overgangsbyer (transistions town). Vi gør klogt i at lytte til og lære af deres erfaringer.

Det samme gælder de spæde og meget spredte lokale initiativer der er rundt omkring i Danmark. Helt centralt i udviklingen af overgangsbyerne er netværket mellem de stadigflere internationale og nationale initiativer. Vi er – i modsætning til andelsbevægelsens start – begunstiget af at vi – i kraft af internettet – i langt større omfang vil kunne sprede erfaringerne til hinanden.

Det er det vi skal gøre. Alt hvad der fremmer indsatsen for mindre ressourceforbrug og større grad af menneskelig sammenhængskraft skal styrkes. Lad de tusindvis af gode initiativer og ideer sprudle.

PS. I Høje-Taastrup er vi i gang med at høste erfaringer med at gå sammen ved i et afgrænset byområde –Fløng  med 950 boliger – at høste erfaringer hvor vi hjælper hinanden med at finde løsninger på energirenovering af ældre boliger. Se www.minklimaforening.dk/floeng.

Læs også:  http://www.transitiontowns.org/

Knud anker iversen

Den ene dag var han en respekteret og populær politimand med en god moral og et godt renome. Dagen efter var der helt kold luft omkring ham, og forskellige fandt eksempler på at der var da vidst osse noget med ham og småpiger.
Den ene dag var han en respekteret og beundret erhvervsmand – den næste dag var han en grådig svindler.
Den ene dag var han en respekteret familiefar – den næste dag var han en grov voldsforbryder.
Det kan gå hurtigt. Vores status kan hurtigt vendes. Først inde i varmen og så helt ude.

Vi kan alle nævne adskillige eksempler på hvordan vores status kan vendes på et splitsekund, men er det rimeligt? Er det ikke det samme menneske som man hele tiden har kendt, bare blottet på flere dunkle punkter, vi ikke kendte.

De grove handlinger skal selvfølgelig straffes. Forbryderne skal mærke at vi ikke accepterer deres forkerte handlinger. Vi har altså fokus på de forkerte handlinger, eller har vi nu osse det?
Har vi fokus på hele personen eller dæmoniserer vi? ”Han virkede ellers som en hæderlig mand, men han var en svindler, en børnemishandler, en voldsmand…”.

Vi tager fejl. Lige så vel som at ingen mennesker fuldt og helt er rene mennesker, er ingen heller fuldt og helt dæmoner. Vi har de lyse og mørke sider i os alle.
Da Jesus bad den rene kaste den første sten mod skøgen var der ingen som kastede, for hvem er egentlig ren.

Når vi lægger afstand til mennesker vi før har følt os knyttede til, er det fordi vi bliver bange. Vi bliver nok først og fremmest bange for hvordan andre vil reagere hvis vi stadig holder ved ”dæmonen”. Risikerer vi at ryge med i faldet?

Vi må gøre op med os selv. Ønsker vi at dæmonisere mennesker hvis handlinger vi lægger afstand til, eller ønsker vi at hjælpe dem med at styrke deres positive sider,så vi ikke skal være bange for dem mere.

Vi har tilsyneladende brug for at ekskludere nogen for at føle os selv normale. Jeg kom til at tænke på det da jeg (pol. 17.7.) læste at andelen af afviste prøveløsladelser er steget fra 9 % i 1987 til 26 % i 2007. De kriminelle skal bare blive i fængslet så længe som muligt, så er vi da fri for dem. Vi ekskluderer mennesker som har været på den forkerte side af loven, og vil ikke vide af dem.

Dybest set ved vi jo godt at skal en fyr holde op med at blive aggressiv bare nogen kigger på hans kæreste, så skal han øve sig i en anden adfærd. Han skal lære et andet reaktionsmønster, og det gør han kun gennem tålmodighed, forståelse. En overgangsfase fra det rå fængselsliv til et normalt liv ude blandt os andre.
Viser vi ikke denne imødekommenhed som samfund, sender vi ham tilbage til fængslet. Han har jo ikke lært almindelig social adfærd i fængslet, og han har ikke bygget noget andet netværk op, der modsvarer det kriminelle.

Vi skal gøre op med vores ”hævner-gen”. Det har vi jo alle i os, men står vi os ikke bedst ved at holde det i ave? I hvert fald hvis vi ser nøgternt på det: Vi skal undgå at ulykken gentager sig og det gør vi bedst ved – stik imod vores umiddelbare indskydelse – at tage ”forbryderen” i hånden. Den vedvarende eksklusion hjælper ikke. Det gør kun ondt værre.

Mennesker der ekskluderes begrundet i kriminalitet er bare et eksempel på at vi bygger et samfund op på eksklusion.
Han mistede hukommelsen – begyndte at gentage sig selv, og vi mistede tålmodigheden.
Hun fik angst og turde ikke gå ud – og vi mistede tålmodigheden.
Han blev gammel og svagelig og kunne ikke komme omkring – og vi mistede tålmodigheden.
De fik en syg datter og snakkede meget om hende – og vi mistede tålmodigheden.

Det var alle de andre, men det kunne lige så godt have været os selv, og de andre der havde mistet tålmodigheden.

Dette er en hyldest til de stille eksistenser, der har lært evnen at inkludere. Dem vi skal bygge fremtidens samfund på.

Musik er meningen med livet. Måske ikke kun og alene, men musik rummer livets kerne.
Dette at kunne hengive sig til det, der er større og smukkere end en selv. Dette at kunne stemme stemmerne af og glide ind og ud i hinanden . De mange instrumenter, der på hver sin måde kan flette sig ind og forenes, og der kommer vellyd ud af det. Et universalt sprog, som alle har muligheden for at kunne forstå.

Alle kan vi forenes i musikken. Vi har alle en stemme at synge med. Ikke alle lige smukke, men i et kor – tilpas stort – så er der plads til alle stemmer. Stemmerne kan forfines, så de i større omfang kan benyttes, og ellers kan mennesket bag bidrage med brug af et instrument, et rytmeslag, dans eller blot at lægge øre til.
Musik går på tværs af kulturene og generationerne. Intet har bevæget mig mere end det, som musikken har kunne gøre ved mig, til trods for at jeg er totalt umusikalsk.
Musikken er kilde til meget godt. Dansen f.eks. Ikke nødvendigvis den raffinerede og tjekkede engelske vals, men bare det at lade musikken kildre ned at rygmarven og lade kroppen stimuleres og bevæge sig med lyden. Hvem kan bekymre sig når dansen – den simple eller den raffinerede – har overtaget.
Der er mere visdom i sangen end i nok så mange politikeres mund. Tænk bare på Brorsons hyldest til ydmygheden: ”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de magted ej det mindste blad at sætte på en nælde” eller Anne Linnets betragtninger over kærlighed på hendes sidste plade ”Hvad du har interesserer mig ikke. Du kan alligevel ikke tage det med herfra. Du kan blotte hvert et skridt. Dine tankers mareridt. Det er din kerne, det er dit jeg, der forelsker mig. Alt det vi kan tage med herfra.” .

Musikken fylder alt for lidt. Musikken bør brede sig meget mere. Stile og roligt overflødiggøre alle stimulanserne – Fylder musikken nok, er øllet og hashen overflødig. Musikken kan rumme den mening med livet, som vi forsøger at få stimulanserne til at give os. Intet er mere berusende end en aften, hvor musikken har taget overhånd ,og man har fået lov at give sig hen. Afrikanske trommerytmer, der er vedholdende og insisterende overfor kroppen og bevidstheden, og som tømmer al tankevævet og spekulationerne ud. Rytmen har overtaget styringen af kroppen, og man er høj, når man udmattet falder sammen.

Musik er fredsskaberen over alle fredsskabere. Hvem kan få sig selv til at slå et menneske ihjel, der med sin violin lader tonerne flyde, eller som synger en arie, der kildrer ned langs rygmarven og får tårerne til at trille. Guitaren og sangen kan – i de rette hænder – være et stærkere våben end nok så mange maskingeværer. Noget af det mest opmuntende jeg længe har hørt, var da et jødisk-arabisk symfoniorkester turnede rundt og skabte begejstring og håb hos almindelige jøder og palæstinensere.

Vi må alle øve os i et lade os fange ind af musikken. Ikke som baggrundsstøj med en høj radio der drøner konstant. Nej, der hvor musikken for alvor får betydning er når vi tager den til os – synger, danser, spiller, trommer.

Lader os fange ind og lader musikkens universelle sprog tale. Først da har vi for alvor fattet livets mening.

Knud Anker Iversen

Vi lever i en tid hvor copyright er på tilbagetog. Ikke mindst internettet giver os mulighed for at hugge fra hinanden – ingen kan f.eks. have garanti for at den musik som han/hun har komponeret ikke på den ene eller anden måde bliver kopieret og brugt i en ny sammenhæng, et billede lagt på en hjemmeside kan nemt risikere at blive kopieret og benyttet i en ny forbindelse, en artikel lagt på en hjemmeside kan risikere at blive brudt op og brugt et andet sted osv. osv.

Vi kan selvfølgelig kæmpe med næb og klør imod denne udvikling, men vi kan også vælge at se de nye tider i øjnene og se det som noget positivt. I stedet for konstant at fokusere på at copyrighten bliver brudt, kan vi se på det som et stadigt flow. Ingen er en ø og kan sige 100% at være så originale i deres kunst og kreativitet. Alle har vi – i større eller mindre grad – ladet os inspirere af andre. Derfor kan vi ikke tillade os at holde på det vi har frembragt som var det vores eget. Det er en del af  den store helhed.

Ønsker vi at have fred og ro til at frembringe nye produkter skal vi holde os langt væk fra internet-tet. Så må vi bruge lukkede beholdere, plexiglas og laboratorier og holde kortene tæt til kroppen      og så her fordybe os,  mens vi produktudvikler og patentbeskytter.

Alligevel må vi se i øjnene at de mest lovende nye produkter – f.eks. alt produktudviklingen omkring Google og Google Earth, det netbaserede leksikon Wikipedia, linux-styresystemet er sket i et stort teamwork hvor mange har budt ind med nye løsningsmuligheder og hvor ingen holdt hænderne tæt inde til kroppen.

Min påstand er at den nye tid vil byde på langt flere eksempler der viser at hvis vi deler med andre så bliver vi også selv rige. Er vi hele tiden bange for at andre skal hugge vore ideer og derfor forskanser os, så bliver vi fattige.

Knud Anker Iversen

En krise giver basis for at vi vender bøtten på hovedet og nytænker. Er det nu også så godt bare at blive ved med at øge forbruget? Er det stadigvæk de rigeste og de der bedst forstår at købe og bruge nyt der er vores helte? Er det rigtigt at den bedste måde vi får gang i hjulene er ved at øge det personlige forbrug? Er det rigtigt at vi skal begunstige at folk bare arbejder mere og mere? Er det rigtigt at vi bare skal bruge løs og så bare kassere – at reparation er yt? Er det rigtigt stort set alle varer skal hentes rigtig langt væk fra? Er man stadig et naivt fortidslevn hvis man mener at det er en kvalitet at fødevarer produceres lokalt?Er det rigtigt at nu skal vi nedtone klimakrisen og koncentrere os om at få gang i hjulene igen – eller kan vi netop bruge finanskrisen til at få skovlen under klimakrisen?

Der er spørgsmål nok. Jeg vil på denne side forsøge at tage fat på nogle af spørgsmålene. Mit udgangspunkt er at man aldrig må forsømme en krise til at få det bedst mulige ud af den. En finanskrise er den tid hvor vi mennesker er mest åbne over for nytænkning.

Jeg vil forsøge at tænke nyt i det forfængelige håb at andre vil tage bolden op og tænke videre. På samme måde som at det jeg skriver – for det meste – er hugget fra andre.

Knud Anker Iversen